Nordea-fonden støtter naturhostel i enestående vestjysk natur

Kategorier:

Pressemeddelelse 8. december 2022

Støtte på 3,5 mio. kr. skal være med til at forvandle Kronhede lejrskole ved den kommende
Nationalpark Stråsø til et vigtigt støttepunkt for vandrere, cyklister og andre naturelskere.


Naturhostel. Danmark er fuld af smukt placerede gamle lejrskoler, hvoraf en del trænger til nye ideer
for at kunne leve videre. Det er også tilfældet for den selvejende institution Kronhede lejrskole ved
Ulfborg i Vestjylland, som i 1975 blev indviet i en gammel skolebygning af en gruppe lokale lærere til
brug for blandt andre skolebørn fra hele landet. Men brugsmønstre ændrer sig. For at følge med
udviklingen besluttede bestyrelsen i 2020 at arbejde på at forvandle lejrskolen til et såkaldt naturhostel,
hvor ikke kun større grupper, men også mindre grupper og enkeltpersoner kan opholde sig i kortere
eller længere tid, også på samme tid.

Naturnationalpark. Sigtet er blandt andet at imødekomme den øgede søgning ud i den danske natur.
Med en placering tæt på den kommende Naturnationalpark Stråsø håber det kommende naturhostel
også at kunne tiltrække vandrere, cyklister og andre friluftsmennesker, der har lyst til at lære den
enestående vestjyske natur bedre at kende.

Naturperle. Projektet, som indeholder nybyggeri kombineret med en renovering, er nu rykket tættere
på sin realisering takket være Nordea-fonden, som i sin seneste uddeling har tilgodeset Kronhede
lejrskole-naturhostel med 3.500.000 kr.
”Vi er overvældede og dybt taknemmelige over støtten og ikke mindst den tillid, den er udtryk for.
Nu ser det ud til, at finansieringen er på plads,” siger Morten Beiter, formand for lejrskolens bestyrelse.
Han tilføjer:
”Folk, der endnu ikke kender naturen i denne del af Danmark, skylder sig selv den særlige oplevelse,
det er at bevæge sig gennem kuperede landskaber med heder, skove og søer, hvor traner hænger højt
oppe og rudler af kronhjorte bevæger sig som godstog hen over det åbne land. En naturperle, som vi
gerne vil være med til at gøre tilgængelig, for oplevelsens skyld, men også for at øge kendskabet og
forståelsen for den natur, der omgiver os.”

Drivvejen. Naturhostel-projektet er del af en større vision om at puste nyt liv i vandreruten
”Drivvejen”, måske bedre kendt som The North Sea Trail, som fra den dansk/tyske grænse fører op til
Thyborøn og Nationalpark Thy.

Projektet, der også er støttet af Medarbejderfond for VKR Gruppen med 4.000.000 og
Ringkøbing-Skjern kommune med 750.000 kr., forventes at kunne stå klart sidst i 2024.
Kronhede lejrskoles formand Morten Beiter kan kontaktes på mail mbeiter@webspeed.dk eller på
telefon 53807915.
Nordea-fondens kommunikationskonsulent Signe Balling kan kontaktes på mail sb@nordeafonden.dk
eller på telefon 40703779

Fakta

  • Kronhede lejrskole, som snart bliver til Kronhede Naturhostel og lejrskole, er en selvejende institution drevet af frivillige. Institutionen blev stiftet i 1975 af en gruppe lærere.
  • Det nye naturhostel vil kunne huse omkring 40 gæster på samme tid, lidt færre end de nuværende 50 sengepladser.
  • Institutionen vil blive drevet efter hytte-konceptet, hvor gæsterne gør rent efter sig selv. Adgang gives via booking i form af koder til dørlåse.
  • Projektet består af renovering af hovedbygningen fra 1903, nedrivning af en gammel køkkenfløj og en gammel badefløj og nyopførelse af en selvstændig servicebygning med køkken og bade. På den nye bygnings vestlige gavn skabes en bred, høj trappe, som kan bruges til ophold, møder, overnatning, og til at se på stjerner.
  • Byggeriet forventes at gå i gang i september 2023 og være afsluttet inden sommeren 2024.
  • Det nye naturhostel vil i særlig grad appellere til friluftsfolk, herunder cyklister og vandrere, og i det hele taget besøgende i Naturnationalpark Stråsø, som ventes at åbne i 2023-2024.
  • Lejrskolen er indrettet i den gamle Torsted Nordre skole, senere Kronhede skole, som var i funktion fra 1903 til 1969. Mangeårig førstelærer var Alfred Kaae, som også var lokalhistoriker, forfatter, illustrator, kunstner og amatørarkæolog. Nærmeste nabo til lejrskolen er Kronhede forsamlingshus, som Kaae var med til at opføre i 1925. De to institutioner er forbundet af ”Historiens Sten”, som Alfred Kaae i 1938 udhuggede med vigtige begivenheder i danmarkshistorien.

Kronhede Naturhostel og lejrskole er støttet af