”Jylland mellem tvende have” er en sang, rigtig mange kender. Det er vel ikke forkert at sige, at det er Jyllands uofficielle nationalsang. Digtet blev skrevet af H.C. Andersen på en tre måneder lang rejse rundt i Jylland i 1859, hvor Andersen sammenfattede sine mange indtryk, heriblandt de mange oldtidsgrave, han havde set på sin vej, hedens opdyrkning og jernbanens udbygning. Rejsen bragte ham også til Oldtidshøjen Lærkehøj, det højeste punkt i Stråsø-området, hvorfra man på det tidspunkt stadig kun kunne se hede, så langt øjet rakte. Og det var efter sigende mens han stod dér, at han blev inspireret til linjerne i den senere så populære sang, som Peter Heise skrev melodien til. Andre mener, at det var i en lukket vogn på vej over heden mellem Randers og Viborg, at eventyrdigteren fik sin inspiration. I dag er udsigten fra Lærkehøj spærret af høje træer, men hvis man kravler op i udsigtstårnet, kan man stadig fornemme de uendelige vidder. På en af vandreturene fra Kronhede naturhostel & lejrskole kan du besøge Lærkehøj. Foto af Thora Hallager 1869
Så længe der har boet mennesker i det vestlige Jylland, har de kæmpet med fygende sand, som drevet frem af vestenvinden truede med at ødelægge høsten. Det forsøgte man at sætte en stopper for i midten af 1800-tallet, da man begyndte at tilplante klitplantager helt ude ved Vesterhavet. Sidst i århundredet begyndte staten også at købe hede- og landbrugsarealer i det område, der nu er Naturnationalpark Stråsø, for at plante heden til med skov, så man kunne dæmpe sandflugten og producere tømmer. Jordopkøbet fortsatte langt op i det 20. århundrede, blandt andet under den tyske besættelse af Danmark, da skovarbejdet gav beskæftigelse til de arbejdsløse. I dag er sandet blevet tæmmet inde i landet. Men går man ind i midten af de heder, der har fået lov at stå, kan man stadig se sandet lyse frem af de brudte indlandsklitter. På en af vandreturene fra Kronhede naturhostel & lejrskole kan du besøge hederne og se indlandsklitterne
En dag i 1919 kom en forholdsvis nybagt lærer til Kronhede Skole. Alfred Kaae, hed han. Han skulle bare være vikar for vinteren, men han endte med at blive der, indtil han blev pensioneret i 1957. Kaaes virke som lærer, historiker, forfatter, illustrator, ærkæolog og kunstner kom til at præge mange generationer af børn, der voksede op i lokalområdet. Eleverne kom vandrende til fra nær og fjern – op til fire kilometer, over heder og gennem skove, for at blive undervist af Alfred Kaae og hans kone Thyra, som senere var kommet til som vinterlærerinde. Kaaes store interesser var historie, arkæologi og naturen. Når han gik i gang med at fortælle, var det så spændende, at både han selv og eleverne glemte at holde frikvarter. Kaae tog sine elever med ud på heden og i skoven og lærte dem om flora og fauna. Han udhuggede selv den såkaldte ”Historiens Sten” med vigtige hændelser i danmarkshistorien, som han brugte i undervisningen. Stenen står der endnu, og vejen er opkaldt efter ham.
Det var omkring vinteren 2010, at de første ulvelignende spor dukkede op i sneen på Kronheden. Lange, lige spor, afsat af store poter. På det tidspunkt var det næsten 200 år siden, at den sidste ulv blev nedlagt i Danmark. Nu begyndte den at vende tilbage som fredet art. Men det betød ikke, at den var lige populær hos alle. I Stråsø-området, hvor det første ulvepar slog sig ned og begyndte at yngle, vakte den i første omgang bekymring og frygt hos en del af lokalbefolkningen, og det blev kun værre af, at ulvene ind imellem angreb får og andre husdyr. Der var også andre, som hilste ulven velkommen tilbage i den danske natur. Den spændte stemning kulminerede i 2018, da en lokal jæger blev filmet, da han fra sin bil skød og dræbte en ulv. Forskerne mener, at der formentlig er blevet skudt flere ulve ulovligt. I hvert fald er flere ulve sporløst forsvundet. Hver gang er der dog kommet nye ulve vandrende til, og i dag er folk langsomt ved at vænne sig til ulvens tilstedeværelse. På en af vandreturene fra Kronhede naturhostel & lejrskole kommer du igennem det område, hvor der ind imellem bor ulve. Men du skal være meget heldig for at se den. Ulven er et sky dyr, som fordufter, hvis den mærker mennesker nærme sig. Men der er gode chancer for at finde ulvelorte med hår og afbidte knogler fra nedlagt bytte. Foto: Ulveatlas/Thomas Boesdal, Søren Krabbe, Jonas Siim Jensen og Mads Skamris
Et gammelt sagn beretter om en karl fra Gården ”Kjærgaard”, som ligger begravet i klitterne i Ulfborg Sande inde i Ulfborg Plantage. Lars var en fattig ungersvend i 1700-tallet, som forelskede sig i en pige, over hans stand. Det endte med, at Lars hængte sig i et af udhusene på gården. Derfor måtte han ikke blive begravet i indviet jord, og det fortælles, at en vogn forspændt to stude førte det afsjælede legeme afsted, og dér, hvor han faldt af, skulle begraves. Det kom ikke til at gå helt sådan, for Lars faldt på sin sidste færd af ved to forskellige gårde, hvor de ville ikke have ham, så til sidst satte studene ud over heden. Her faldt Lars så endelig af for tredje gang, og her ligger han endnu, hvis det hele da ikke er løgn. Nogle drenge rejste i 1919 et primitivt kors på stedet, men det endte på museet i Skjern og blev udstillet som: "Kors, fundet i Selvmordergrav fra 1742 paa Ulfborg Hede." I sommeren 1949 blev der sat et andet kors på stedet. Bagpå er der en lille kobberplade med teksten: "Livet blev ham for svært og sorgen for stor;men ingen præst måtte over ham tale og bede.Han måtte ej hvile i indviet jord,derfor fik han sin grav på denne store ensomme hede."
Der også moser i området omkring Kronhede, og nogle af dem har været brugt af mennesket i flere tusind år. Allerede i bronzealderen begyndte mennesket af at skære tørv, som blev tørret og brugt som brændsel. Tørvegravningen fortsatte til langt op i det 20. århundrede i Danmark. Tilbage står nogle af de gamle moser som forladte, vandfyldte huller, der giver plads til et rigt plante- og dyreliv. En af dem er Fejsø Mose, som kan besøges på en af vandreturene fra Kronhede naturhostel & lejrskole. Den ligger godt gemt af vejen inde bag nogle træer, og man skal se sig godt for, når man går omkring den. Til gengæld kan man være heldig at støde på den lille kødædende plante Liden Soldug, som gror langs mosens bredder..
Indtil for omkring hundrede år siden var der en vældig trafik at kødkvæg, blandt andet stude, som blev drevet fra de fede græsgange omkring Limfjorden til markederne syd for den nuværende dansk/tyske grænse. Det foregik alt sammen til fods og tog mange uger. Der blev også transporteret mange andre varer af denne gamle handelsvej, som er bedst kendt som ”Drivvejen”. Tilbage i landskabet omkring Kronhede og Stråsø står nogle gamle menneskabte volde, såkaldte ”studefolde”, som driverne kunne lukke deres dyr inde i om natten. I Naturnationalpark Stråsø og på hederne findes flere af disse folde som minde om en svunden tid, hvor alting gik langsomt, men hvor man også sagde, at ”den, der ager (rejser) med stude, kommer også frem.” En af vandreruterne fra Kronhede naturhostel & lejrskole går også tæt forbi studefolden i Stråsø Plantage. Du kan læse mere om studefolden her: herninghistorie.dk Drivvejen er også navnet på en langdistance-vandrerute, som starter i Thyborøn og ender ved Sæd ved den dansk/tyske grænse. Ruten blev indviet i 2007 som et samarbejde mellem en række amter og museer. Men så kom strukturreformen, amterne forsvandt og museerne blev lagt om, og Drivvejen gik i glemmebogen og har i mange år ligget forsømt hen. I dag er den ved at blive genoplivet i et fælleskommunalt projekt, som Kronhede naturhostel & lejrskole er blandt initiativtagerne til. Du kan allerede nu gå store dele af Drivvejen.